Er du over 18 år?

Du er desværre ikke gammel nok til at tilgå denne side

Domaine Vincey

Selvom familien Vincey har boet i Champagne i 8. generationer, har deres champagner, indtil for nylig, ikke gjort meget væsen af sig. Det begyndte Quentin Vincey at lave om på i 2014, hvor han startede med at omlægge en lille del af produktionen om til økologi. I dag dyrkes alle marker biodynamisk, og der indgår både heste, får og høns i produktionen, og man er også begyndt at dyrke planterne til de biodynamiske præparater selv. Ligesom i marken er der i kælderen fuld fart på udviklingen af fremgangsmåderne. Quentin og hans udkårne Marine, er fra 2016 årgangen begyndt at arbejde mere og mere med brugen af fade og vinene får i højere og højere grad lov til at passe sig selv, og udtrykke deres personlighed. Stilen i vinene fra Domaine Vincey er fyldig, men elegant, med en underliggende mineralitet og stram syre.Hvis man går man bare en lille smule op i champagne, er Domaine Vincey en producent man absolut skal unde sig selv at stifte bekendtskab med, da det uden tvivl er en af de nye og klart mest lysende stjerner på champagnehimlen.
Sorter faldende

Tabel Liste

3 vare(r)

Sorter faldende

Tabel Liste

3 vare(r)

Selvom om familien Vincey har haft deres virke i Champagne i 8 generationer, så er der nok ikke mange, der indtil for nylig havde bidt særligt mærke i champagnerne fra Domaine Vincey. Dette er der dog en god grund til, de fik nemlig produceret nogle ret generiske champagner på et af de lokale kooperativer i Oger frem til 2013. Selvom samarbejdet med kooperativet først helt stoppede i 2020, er det fra 2014 årgang der begyndte at komme nye boller på suppen, da Quentin Vincey startede på at omlægge en lille del af produktionen til økologi og vinificerer druerne fra disse parceller selv. 

Der var dog ingen klar plan for at Quentin Vincey ville gå denne vej da han begyndte at arbejde med sin far i 2009, og der ville gå endnu nogle år før han fik formuleret sin vision om at i første omgang at dyrke økologisk, og senere også biodynamisk. Det der startede hans rejse ind i dette, i champagne sammenhænge, lidt utraditionelle univers var hans bekymring for hvordan de sprøjtemidler der blev brugt i marken ville påvirke ham selv og hans omgivelser. Derfor begyndte han at lede efter alternative metoder, hvilket han fandt ved at tale med andre champagne producenter i nærområdet der havde fundet en anden vej (Laurent Vauversin (Oger), Jean Philippe Waris (Avize) og Erick DeSousa (Avize)). 

Da Quentin havde fundet og var kommet ind på denne nye sti, begyndte han den langsommelige process det er at genskabe et champagne domæne fra bunden. Da familien  i generationer havde fået deres champagner lavet på det lokale kooperativ, havde de naturligvis ingen vinpresse og Quentin fik de første årgange (2014+2015) presset hos sin gode ven Laurrent Vauversin, som ligger 200 meter væk fra det lille vineri han brugte (en sidebygning til hans fars (Christian) hus, som ligger overfor det vineri de er i nu). 

Med en omlægningen fra konventionelt landbrug, var der nok og se til og da den økonomiske side ved sådan at genskabe et champagne domæne også er til at tage og føle på, besluttede Quentin at tager det et skridt ad gangen og første årgang (2014) blev der kun produceret omkring 4000 flasker, udelukkende fra marker i Oger (Noyérots, Gloriettes, Monte au vent, Coin gris, Gobards og Le Grand Jardin). De forsøger så vidt muligt at øge produktionen med et pres (4000 kg) om året, da de hellere vil prioritere kvalitet og lagringen på flaske end at øge produktionen hurtigt. I 2020 blev der frigivet cirka 13000 flasker og flere terroirs er stille og roligt blevet indlemmet i porteføljen, men disse ligger foreløbig stadig i kælderen og de estimere at det vil tage 15 år før alle deres 7.2 hektar er indlemmet i egenproduktionen. Det nye skridt i 2021 bliver at vinificerer noget af deres parcel i Chouilly.

2018 var første årgang hvor Quentin prøvede kræfter med biodynamik og lige siden har arbejdet i markerne båret mere og mere præg af denne tilgang til landbrug. I dag bliver alle deres besiddelser dyrket biodynamisk og domænet råder over: 5.3 hektar i Côte des Blancs, fordelt mellem Oger (3.5 ha, 15 parceller), Le Mesnil-sur-Oger (0.5 ha, 2 parceller), Chouilly (0.9 ha, 1 parcel) og Villeneuve (0.4 ha, 1 parcel). De resterende 1.9 hektar er spredt ud på resten af Champagne, med parceller i både Oeuilly og Mardeuil (Vallée de la Marne, 0.25 ha, 1 parcel og 0.16 ha, 2 parceller), Germaine (Montagne de Reims, 0.3 ha, 1 parcel) og Essoyes (l’Aube, 0.3 ha, 1 parcel). Udover den biodynamiske tilgang så pløjes deres marker i Côte des Blancs også med hest. Dette arbejde udføres af deres nabo i Oger, Dominique Narès også kaldet Doc, som betaling for at han hele året frit kan benytte en af Vincey familiens græsmarker til hans to heste Eragon (søn) og Amazone (mor).

Quentin og hans udkårne Marine, bor cirka 8 kilometer væk fra deres vineri i Oger, på Vincey familiens ejendom (Château de Renneville) i Villeneuve-Renneville. Her finder man flere tegn på at de er gået all in på biodynamikken og forøgelsen af biodiversiteten i produktionen. I foråret 2020 begyndte de at dyrke mange af de urter, blomster og planter de har brug for til de biodynamiske præparater (teer, udtræk osv.), som de spreder i marken med en hånddreven tryksprayer særligt designet til biodynamiske landbrug. Det er også her deres 8 Soay får bor til daglig, men fra efter høsten (september/oktober) til lige før knopspring (mart/aprils) forsøger de så vidt muligt at lade dem gå i deres parceller i Côtes des Blancs.

Samarbejdet med det lokale kooperative fortsatte indtil 2020, men sideløbende med at dette lige så stille blev afviklet, begyndte de at sælge flere og flere af de druer de ikke selv brugte til egen produktionen til producenter med samme tilgang til champagne som dem selv. Hvad de sælger og til hvem variere fra år til år, da de ikke er bundet af kontrakter.

Domaine Vincey vil officielt være certificeret økologisk og biodynamisk i 2022, og derfor får man det nok først at se på etiketterne i 2027 (da de ikke regner med at frigive champagner fra 2022 før). De startede certifications processen ganske sent, da de ikke mente at det var vigtigt, men har siden indset at det er bedre for kunderne hvis de kan se det lille AB eller demeter logo på bagetiketten. Lige meget certificeringen, så er målet altid at skabe biodiversitet og et sundt miljø for vinstokkene og andre organismer der kalder vinmarkerne for deres hjem. Tanken bag dette er at druer dyrket i et levende miljø, skaber levende vine.

Vinifikation af de første årgange (2014 og 2015) foregik i en blanding af rustfri ståltanke og egetræsfade på 228 liter, da Quentin var nervøs for hvad 100% eg ville bringe til vinene. Dette er han dog kommet over, og 2016 årgangen markerer ligesom 2014 et stort skift for domænet. Her flyttede de i nye faciliteter, fik deres egen vinpresse, kælder, mm., samtidig med at de begynder at finde deres egen stil i vinene, hvor eg spiller en stor rolle. Dette kommer i øjeblikket især til udtryk ved at den første vin fra domænet “La Première” skiftede navn til “Oger” fra 2016 årgangen og i stedet for at være vinificeret på lige dele stål og fad, så er den i 2016 gæret og lagret udelukkende på 228 liter Bourgogne fade. Gæringen forløber med den naturligt forekommende gær, og den malolaktiske omdannelse (MLF) blev altid blokeret til og med 2016. Fra 2017 har vinene i højere grad fået lov til at passe sig selv og selv “bestemme” om de ville gennemgå MLF. Generelt er tilgangen til winemakingen meget “hands-off”. Fadene fyldes ved hjælp af tyngdekraften, og der bruges hverken enzymer, klaringsmidler, eller filtration i produktionen. Der kold stabiliseres dog, da vinsyre krystaldannelse i mousserende vin kan skabe en voldsom overskumning ved åbning af flasken, og bør derfor undgås. Dette foregår ved at fadene køres udenfor på en kold dag, og på den måde sparer man den strøm man ellers ville have brugt til at køle vinen i en længere periode. Tanken bag alt dette er at behandle vinene så skånsomt som muligt og give dem plads til at udtrykke deres personlighed.

Da fad-brug nu spiller en væsentlig rolle hos Domaine Vincey er det værd lige at nævne at deres fade er fra mellem 2008 og 2020 og at de arbejder med med forskellige bødkere fra hele Frankrig (La tonnellerie de Champagne, Chassin, Rousseau, Atelier Centre France, og Cavin), hvilket skaber en naturlig kompleksitet i fadnes præg på vinene. I stedet for kun at bruge 228 liters fade (pièces burginnone), så er de i højere grad begyndt at købe fade på 500 liter. Udover forskelle i størrelser, bødkere og skove, så er specifikationerne på fadene er som regel, medium toast, finkornet, med 36 måneders lagring. 

Der er mange projekter i gang i kælderen hos Domaine Vincey, og udover at de i 2018 for første gang selv lavede champagne fra to af domænets parceller i Le Mesnil-sur-Oger (Auge og Chemin de Châlons), så er der også flere stille vinene (Coteaux Champenois) på vej. Dem får vi forhåbentligt lov til at smage første årgang af i løbet af 2022. De har blandt andet lavet Coin Gris (2018) fra Oger, Le Grand Jardin (2019) fra Oger, og Le Mesnil sur Oger (2019), som er et blend af parcellerne Auge og Chemin de Châlon. Selvom produktionen af stille vine i Champagne stadig hører til sjældenhederne, så ser man det mere og mere, grundet den højere modenhed druerne opnår i takt med konsekvenserne af den globale opvarmning. Et andet projekt i kælderen er MODUM Q.V., hvilket løst forklaret betyder “som Quentin Vincey forestillede sig” . Dette er et ganske særligt projekt, hvor de bruger druesaft fra den følgende årgang og gær fra en vin i aktiv gæring til at bidrage med hhv. sukker og gær til andengæringen i flasken. Denne cuvée lavede de første gang med 2018 årgangen, hvor de flaskede den i efter høsten i 2019 (oktober). Normalt flaskes alt champagne senest i juli året efter høsten og man bruger roe/rørsukker og en kulturgær til at starte og udfører andengæringen. Så man må sige at fremgangsmåden til MODUM Q.V. er noget ganske særligt.  

Lige meget hvilken en af deres vine der er tale om, og hvilken fremgangsmåde de bruger, så er målet altid klart. At udtrykke det specifikke terroir i én årgang, enten fra én parcel, eller kommune og går man bare en lille smule op i champagne, er det en producent man absolut skal unde sig selv at stifte bekendtskab med. 

https://www.youtube.com/watch?v=x_OV_Tp4Plw Omkring 50 min langt interview med Marine Zabarino fra Domaine Vincey. Vi vil nødig pege fingre, men vil blot gøre opmærksom på at kvinden i den lyserøde trøje siger mange ting omkring vin og champagne, man desværre må betegne som vrøvl, så hvis man vælger at se videoen for at lære noget, så lyt mest til hvad Marine siger.

https://sipchampagnes.com/blogs/news/interview-with-a-vintner-marine-zabarino Et interview med Marine Zabarino, i forbindelse med International Women's Day og Mors dag i Storbritannien. 

Terroiret

Domaine Vincey har indtil videre kun frigivet champagner fra Grand Cru kommunen Oger i Côte des Blancs, men der ligger også cuvéer fra nabo Grand Cru kommunen Le Mesnil-sur-Oger i kælderen, og måske også snart fra den nordligste Grand Cru i området, Chouilly. 

Oger er en Grand Cru kommune, omkring 14 km sydøst for Épernay, på hvad man vil kalde hoved skråningen i Côte des Blancs. Her ligger den flankeret af nogle måske på papiret mere prestigefyldte terroirs, med Avize mod nord og Le Mesnil-sur-Oger mod syd.

Den primært østvendte skråning der ligger jorde til Côte des Blancs strækker sig generelt i en mere eller mindre lige linje (nord/syd), men lige ved Oger slår den en lille bue i hvad der kunne ligne et amfiteater. Dette betyder både at markerne bliver en smule mere tilbagetrukket og beskyttet mod vinden, men også at denne amfiteater lignende eksponering mod øst, opfanger solens stråler mere effektivt, og alt dette resulterer i et generelt varmere klima end hos naboerne. Vinmarkerne i Oger går fra at være ganske stejle oppe bag byen til helt flade på den anden side af byen og de strækker sig også om på den anden side af D9 hovedvejen. Markernes eksponeringen er generelt østvendt, men grundet “amfiteateret” har markerne i den nordvestlige sektor af kommunen, en sydvestvendt retning. 

Jordbunden i Oger, består af forskellige forhold af kridt fra kridttiden (belemnit eller micraster) og ler, ligesom i resten af Côte des Blancs. Det øverste jordlag (muldjord) er generelt meget overfladisk (nogen steder kun 30 til 40 cm) og måske lidt ulogisk bliver det dybere jo højere man kommer op på skråningen.

Der er næsten udelukkende plantet Chardonnay (99,5%) i Oger og vinene herfra opnår en modenhed og udtryk, som af nogle sammenlignes med det man kan finde i Chouilly, dog virker vinene fra Oger strammere og har en let saltet underliggende mineralitet, man ikke finder i Chouilly. Champagne eksperten Peter Liem beskriver vinene fra Oger som “ripe and salty”, og Marine fra Domaine Vincey, har en lidt mere utraditionelt måde at forklare deres udtryk på, men vi synes at det er et sjovt billede. 

Marine Zabarino: “very fruity, very rich! … It’s like a little short and strong man. A very funny little man!” (https://sipchampagnes.com/blogs/news/interview-with-a-vintner-marine-zabarino)

Originalt var der kun to Grand Cru kommuner i Côte des Blancs, Cramant og Avize, men i 1985 blev Oger forfremmet fra Premier Cru til Grand Cru, sammen med Le Mesnil-sur-Oger, Chouilly, Oiry, Verzy.

https://www.facebook.com/champagnevincey/videos/3319629471424685/ kort drone overflyvning under høsten hos Domaine Vincey, hvor man kan se markerne omkring Oger.