Er du over 18 år?

Du er desværre ikke gammel nok til at tilgå denne side

RL Legras

R&L Legras er et ”lille” champagnehus der (næsten) udelukkende producerer Chardonnay baserede Blanc de Blancs champagner fra Grand Cru byen Chouilly i Côte des Blancs. Deres champagner er ranke men koncentrerede og vinificeres udelukkende på stål, hvor den malolaktiske gæring realiseres. De har fokus på at lave ”mad” champagner, der gør sig godt til diverse gastronomiske udfoldelser, og er at finde på et hav af Michelin-stjernede restauranters vinkort. De bruger lav dosage i deres vine (4-7 g/L), og hvis man har hang til fyldige, men præcise champager, der ikke ”forstyrres” af eg, så er R&L Legras i den absolutte top, og en producent man skal unde sig selv at stifte bekendtskab med.
Sorter faldende

Tabel Liste

7 vare(r)

Sorter faldende

Tabel Liste

7 vare(r)

Legras familiens rødder i Chouilly strækker sig tilbage til det 16. århundrede, men det er først i 1808 at Honoré Legras starter champagne-eventyret ved at købe vinmarker i Côte des Blancs. I 1950’erne er det brødrene René og Lucien Legras som begynder at producere champagne, og lægger de første sten til det R&L Legras, vi kender i dag. Dette gør de som recoltant-manipulant (RM) indtil 1972, hvor firmaet omregistreres til négociant-manipulant (NM). I dag er det familien Barbier der er ved roret, og det er i høj grad Gérard Barbiers fortjeneste, at huset er, hvor det er i champagne-entusiasters bevidsthed, da han var med til at opbygge brandet og lave vinene i over 30 år. Gérard døde desværre i 2012, og det er nu hans søn Julien Barbier, der styrer slagets gang.

R&L Legras råder i dag over ca. 24 hektar, allesammen beliggende i Grand Cru byen Chouilly i Côte des Blancs, og producerer årligt omkring 150.000 flasker. R&L Legras laver stort set kun champager på Chardonnay (Blanc de Blancs) fra Chouilly, med den ene undtagelse af deres Rosé, hvor der indgår rødvin fra Pinot Noir høstet i Ambonnay og/eller Aÿ.

Stilen er rank, men koncentreret, og vinifikationen sker udelukkende på ståltanke. Der arbejdes med lang bærme-lagring (ca. 8 måneder) og den malolaktiske gæring realiseres som hovedregel altid, hvilket sammen med gamle vinstokke og terroiret i Chouilly er med til at give champagnerne et cremet og fyldigt udtryk. De har prøvet at eksperimentere med eg, men har fundet at det ekstra lag det giver vinene forstyrrer deres udtryk unødigt og ikke passer ind i den stil, de ønsker for deres champagner.

Ligesom mange andre kvalitets champagneproducenter arbejder R&L Legras med forholdsvis lange flaskelagringer på gæren (sur lattes/sur lie). Champagnerne lagres i omkring 3 år for deres basis cuvéer og op til omkring 10 år for deres topvine. Når det endelig bliver tid til at fjerne gæren fra flaskerne (degorgering), tilsættes der relativt lav dosage (4–7 g/L).

Hos R&L Legras producerer man champagner som gør sig godt til mad. Det bliver hurtigt klart, når man ser antallet af Michelin-stjernede restauranter, hvor de skænkes som husets champagne, og de laver faktisk white labeling for en håndfuld af Frankrigs top restauranter, heriblandt den 3-stjernede La Tour d’Argent i Paris. Denne fokus på restaurant-scenen kommer også til udtryk ved at man i 2016 i bedste Christian Louboutin stil begyndte at male bunden på Brut og Extra-Brut rød for at øge brand genkendelsen, da det gør det nemmere at identificere disse flasker på afstand, så som i en restaurant.

Terroiret

R&L Legras producerer udelukkende champagner fra Chouilly, som er en Grand Cru kommune og den nordligste by i Côte des Blancs. Byen ligger en lille håndfuld kilometer øst for Épernay på den sydlige bred af Marne floden, der løber vest i Champagne, inden den møder Seinen i Paris. Vinmarkerne i Chouilly er opdelt i to sektioner; den vestlige del (Les Partelaines), som ligger på den østlige side af bakken Mont Bernon, og er en fortsættelse af vinmarkerne sydøst for Épernay, og en sydlig del der ligger umiddelbart syd for byen (Chouilly) og på skråningerne af bakken La Butte du Seran, som ligger på kommunegrænsen til Cramant. Dette betyder, at vinmarkens eksponering varierer i stort set alle kompassets retninger, men mest hyppigt mod nord, nordøst, og øst.

Jordbunden i Chouilly består af forskellige forhold af kridt fra kridttiden (belemnit og micraster) og ler. Generelt er det øverste jordlag (muldjord) beskedent i Chouilly, men det er ofte dybere end hvad der findes i de andre Grand Cru kommuner i Côte des Blancs.

Udover at ligge skråninger til vinmarkerne i Chouilly, har La Butte du Seran en vigtig indflydelse på terroiret for vinmarkerne i den sydlige del af kommunen. Den skærmer nemlig for de sydvestlige vinde, der er hyppige i Côte des Blancs, og er derved med til at skabe et varmere mikroklima for vinstokkene, end der som udgangspunkt findes i nabokommunerne. Dette kombineret med et generelt tykkere lag muldjord, en højere andel af ler i jorden og Marne flodens formildende indflydelse, skaber rammen for vine der ofte er blødere og mere imødekommende, end dem der produceres i nabokommunerne. Vinene fra Chouilly beskrives almindeligt med ordene moden, rig, generøs og eksotisk. Dog skal disse ord forstås i en champagne-kontekst, hvor der stadig findes en forholdsvis høj syre og mineralitet i vinene, og modenhed, rigdom, generøsitet osv. bliver brugt mere frit, end de gør om vine fra andre områder.

At Chouilly har et varmere terroir end naboerne i syd, ses også ved at den var klassificeret som Premier Cru for Pinot Noir (95%) på den ikke længere brugte échelle des crus. Chouilly blev forfremmet til Grand Cru i 1985 sammen med 4 andre Premier Cru byer: Verzy, Oiry, Oger og Le Mesnil-sur-Oger.

Interview med Julien Barbier fra 2011: https://www.youtube.com/watch?v=Je8bBTpen1U (på fransk)